Kan en mand, der har stået ansigt til ansigt med James Bond, samtidig være den trygge farfigur, vi stadig nynner Nanas signaturmelodi til? Når decemberlyset flimrer i vinduerne, og familien samles om skåle med konfekt, dukker skuespilleren Jesper Christensen stadig op i vores kollektive julehygge – både som Mr. White på det store lærred og som Nanas far i stuen.
I denne artikel går vi tæt på den prisbelønnede karakterskuespiller, der valgte faderrollen sent, men helhjertet. Hvordan balancerer man et liv mellem røde løbere, Bond-skuddueller og børnebørns dørklokker i børnehøjde? Og hvorfor betyder det mere for ham at sige nej til millionroller end at flyve verden rundt til premierer?
Tag med ind bag kulisserne, når vi folder historierne ud om karriere, kærlighed og kompromiser – krydret med julevarme, hygge og et par overraskende detaljer, der gør Jesper Christensens familieliv lige så fascinerende som hans filmroller. Velkommen til en læseoplevelse, hvor far, morfar og filmhelt smelter sammen i én og samme julehistorie.
Kort om Jesper Christensen – karriere, priser og det offentlige billede som ‘Nanas far’
Jesper Christensen (f. 16. maj 1948 i København) er en af Danmarks mest alsidige skuespillere – en mand, hvis ansigt de fleste danskere kender, uanset om de husker ham som den nervøse far i DR’s juleklassiker Nana (1988) eller som den isnende Mr. White i tre af Daniel Craigs James-Bond-film. Hans karriere favner det hele: fra nybølge-film som Hærværk (1977) og socialrealistiske mesterværker som Bænken (2000) til Steven Spielbergs War Horse (2011). Netop spændvidden gør ham unik – han kan sælge både sofa-hygge på DR1 og kold kynisme på verdens største actionfranchise.
Meritterne understreger tyngden. Ifølge Wikipedia har han modtaget fem Bodil-statuetter og seks Robert-priser – et rekordleje, kun få danske skuespillere når. I 2006 takkede han nej til det danske ridderkors med begrundelsen, at skuespil er et job, ikke en tjeneste for kronen. På lydsiden har han indlæst bl.a. Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-krimier, som fortsat ligger højt på lydbogslisterne. Populariteten hos det brede publikum fik sit gennembrud med rollen som den bløde, lidt rodet alenefar i Nana – en serie, DR netop har restaureret i HD. DR skriver, at både forældre og børn i dag mødes om genudgivelsen: voksne fans synger stadig titelmelodien, mens deres egne unger opdager en ny, gammeldags julestemning.
Nanas far-stemplet klæber stadig til ham. I DR’s bagom-program fortæller han, hvordan folk spontant kalder “Far!” efter ham på gaden, og at han oplever flergenerations-øjeblikke, hvor bedsteforældre, forældre og børn står sammen og nikker genkendende. Samtidig kan man i TV 2’s portræt læse, at en enkelt Bond-film kan give ham “et års økonomisk frihed”, som han bruger på samvær med familien og projekter, der “betyder noget” i stedet for “hele kendis-pivtøjet”. Kristeligt Dagblad fremhæver den samme grundværdi: han vil påvirke samfundet med sine roller, men holder privatlivet utilgængeligt for rampelyset.
Når det private endelig nævnes, gør han det kort: Han er i dag gift med teaterleder Tove Bornhøft. Fra sit tidligere ægteskab med scenograf Karin Betz har han to voksne døtre, som han nu også er morfar til. Det stemmer overens i de nyere kilder fra både TV 2 og BILLED-BLADET. Og en vigtig navneforvekslings-advarsel: Alt for Damernes artikel om “Jesper” og forfatteren Anna Grue handler om kunstmaleren Jesper Christiansen – ikke om skuespilleren Jesper Christensen, som denne artikel fokuserer på.
Kort sagt står Jesper Christensen som et sjældent miks af kunstnerisk tyngde og folkeligt nærvær: international actionskurk den ene dag, hele Danmarks far den næste – altid med et skarpt blik for at holde kameraets blitz væk fra sit egentlige hjemmeliv.
Det med ægteskab og børn skete sent – hans egne ord om at blive far og familielivet
Hvis man spørger Jesper Christensen selv, kom “hele det dér med ægteskab og børn ualmindelig sent”. I interviewet med Femina (5.11.2015) fortæller han, at han i mange år oplevede sine idealer om frihed, rejser og nattearbejde som uforenelige med en klassisk kernefamilie. Han havde svært ved at forestille sig en hverdag, hvor “man stiller indkøbsposen på køkkenbordet kl. 17, laver frikadeller, putter ungerne – og først derefter tager i teatret”. For ham lå scenelivet altid om aftenen, netop dér hvor småbørn har mest brug for nærvær.
Vendepunktet kom, da han blev kæreste med en kvinde, der allerede havde et lille barn uden far på sidelinjen. Pludselig fik han konkrete blikke og arme, der rakte ud efter ham, og det gik op for ham, at familieliv ikke nødvendigvis lå på kollisionskurs med kunstnerlivet – men at det fordrede andre kompromiser. Han beskriver selv, hvordan morgenstunden indtog rollen som dagens store, fælles åndehul: “Vi havde de længste, hyggeligste formiddage, men jeg var væk ved puttetid, og det var prisen”. Det er et vilkår, han stadig ser tilbage på med en blanding af taknemmelighed og vemod.
I dag danner han par med teaterleder Tove Bornhøft (også kendt som Rio Rose). Før det var han gift med scenograf Karin Betz, moderen til hans to voksne døtre, Lulu og Liv. Selve overgangen fra ét forhold til et andet lader han helst ligge i privat sfære; alligevel medgiver han, at netop diskretion har været et værn for både ham og børnene. Femina henviser også kort til Lea Korsgaards biografi om Ghita Nørby, hvor der optræder glimt af en relation mellem de to skuespillere – men uden at Jesper Christensen ønsker at udpensle fortiden.
At blive far i slutningen af 40’erne betød, at han på én gang skulle lære rollen som småbørnsfar og forlige sig med de langsomme konsekvenser: “Jeg var aldrig den, der hentede i fritteren klokken fire. Jeg var ham, der var hjemme om formiddagen og lavede havregrød”. Hans refleksioner lyder ikke som en brugsanvisning, men som ærlig selvransagelse: Ja, familieliv kan fungere for en rejsende skuespiller – men det kræver aftaler, der ser anderledes ud end naboens, og villighed til at misse en premiere eller to.
Han kalder selv sine døtres barndom for et “splejset patchwork af kærlighed og fravær”. I perioder var han væk på turné eller filmoptagelser, mens andre perioder var helliget hjemmefronten, hvor han læste højt, lavede mad og var den forælder, der kunne stille op til formiddagsforældremødet. Set i bakspejlet beskriver han balancen som mulig, men skrøbelig – og netop derfor dyrker han i dag, som 76-årig, en helt anden disciplin: at sige nej.
Stillet over for spørgsmålet om, hvad han ville ønske, han havde vidst tidligere, svarer han i Femina, at han gerne ville have forstået, “hvor meget glæde der ligger i at se et barn vokse hver eneste dag”. Han understreger dog, at han ikke fortryder rækkefølgen: Livet blev, som det blev, via konkrete mennesker, forelskelser og valg. Og det er måske det vigtigste budskab fra Jesper Christensen om det sene faderskab: Det er ikke en opskrift, men en konsekvens af, hvem man møder, og hvad man vælger at give slip på undervejs.
Far og morfar i hverdagen: nærhed, prioriteringer og frihed fra ‘hele pivtøjet’
I et længere portræt hos TV 2 fortæller Jesper Christensen, at han i dag lever med en næsten bevidst tom kalender. Efter knap 60 år i faget har han opdaget, at en enkelt Bond-film kan betale huslejen i et helt år
, og den økonomiske buffer bruger han ikke på nye biler eller glamourøse rejser, men på tid hjemme på Christianshavn. Her bor han sammen med sin hustru Tove Bornhøft, mens den yngste datter – med to små poder på blot to og fem år (oplyst december 2023) – har lejligheden én etage oppe. På døren sidder en ekstra ringeklokke i børnehøjde, så børnebørnene selv kan ding-dong’e morfar
, når de vil ned og tegne, bage eller bare kigge på hans samling af gamle togbilleder. Det er et fysisk lille, men symbolsk stort valg: nærhed på få trappetrin.
Derfor føles lufthavne, hotelgange og catering-mad ligefrem som et fravalg. TV 2 citerer ham for, at ensomheden på et anonymt værelse larmer mere, når man ved, der er små fødder, der løber derhjemme
. Han har stadig appetit på kunstneriske udfordringer, men ikke for enhver pris; projekter bliver vejet på en eneste guldvægt: stjæler dette uger eller måneder fra ungerne ovenpå? Hvis svaret er ja, er det ofte et høfligt nej.
Samme prioritering genfinder man i et interview med BILLED-BLADET. Her fortæller han, at han for nylig sagde nej til alle film- og teateropgaver i ét helt kalenderår – simpelthen for at aflevere og hente hver eneste dag, når det passede ind
. Aftalen i familien lød, at han i stedet stod for madlavning, afhentning af vasketøj og de spontane museums- eller legepladsbesøg, der er svære at planlægge på forhånd.
BILLED-BLADET løfter også sløret for, at den ældste datter, Lulu Betz, deler farens kreative DNA – bare bag kameraet. Hendes navn dukker jævnligt op som kostumier i rulleteksterne til Badehotellet, Antboy og En du elsker. Det er ikke tilfældigt, at han stråler lidt ekstra, når han ser hendes navn glide hen over lærredet: Det er den bedste premiere, jeg kan få – at sidde anonymt i salen og vide, at det er min datter, der har klædt skuespillerne på
, fortæller han.
Når man spørger, om han savner de store internationale set-oplevelser, ryster han på hovedet. Det sene faderskab har lært ham, at frihed ikke er at kunne vælge alt, men at kunne vælge fra. Bond-honoraret er et middel, ikke et mål; det køber tid til at bære flyverdragter ned af trapper, bage boller en tirsdag formiddag og være den første til at høre en ny børnehavehistorie. I det regnestykke vejer et kælent morfar!
tungere end endnu en rød løber.
Farskikkelser på skærmen vs. privatmanden: ‘Nana’, ‘Bænken’ og hvorfor han skærmer familien
“Far til Nana” er en rolle, der nærmest er vokset sammen med Jesper Christensens offentlige ansigt. Ifølge DR’s gensynsartikel om børneserien, der blev restaureret og genudgivet i 2023, bliver han stadig stoppet på gaden af voksne, der spontant nynner signaturmelodien eller spørger, om “Nana må få en is i kiosken” – selv om de nu har deres egne børn med i barnevognen. Ét af hans egne eksempler fra artiklen er en tur i supermarkedet, hvor en far hvisker til sin syvårige: “Se, det er Nanas far!” – hvorefter både barn og forælder bryder ud i gensidig begejstring. Dermed får rollen et helt særligt efterliv som generationsfænomen: børn møder forældrenes barndoms-TV og genkender følelserne.
Christensen værdsætter tydeligvis den hjertevarme respons, men i TV 2-portrættet understreger han, at han kun “låner” sit ansigt ud i få øjeblikke – resten af tiden vil han være privatmanden. Her afslører han små brudstykker af sit eget stof: ungdommens misbrugserfaringer, der gav ham nøglen til alkoholikeren Kaj i Bænken, og hvordan store produktioner som James Bond sikrer økonomisk ro til at sige nej og blive på Christianshavn sammen med børnebørnene. Men så lukker han også døren igen: ingen detaljer om konens eller døtrenes liv, ingen backstage-anekdoter fra familiefester – alt, der “ikke vedrører arbejdet”, bliver pænt på den anden side af dørtrinnet.
Den linje er bevidst. Som han siger til Kristeligt Dagblad, ønsker han med sine roller at “påvirke samfundet” – ikke at gøre sit privatliv til del af underholdningen. Hver gang medier presser på, skifter han spor: fra “hvor bor børnebørnene?” til “hvad er systemets ansvar for socialt udsatte?”, sådan som han gjorde i interviews om Bænken. Det er samme mekanik, der gør ham villig til at tale om kunst, misbrug og social uretfærdighed, men tavs om juleaftener og fødselsdage.
Redaktionel note: Når vi formidler Jesper Christensens historie om sent faderskab, skal vi derfor holde skellet skarpt: rollen som folkelig far på skærmen er én ting – den virkelige far og morfar lever bag et bevidst løftet privatlivsforhæng. Respekten for dét forhæng er ikke kun hans ønske, men en forudsætning for, at han fortsat giver os de nuancerede fædrefigurer, vi elsker at se i stuen juleaften.