Medvirkende i Anstalten

Forestil dig, at Nattevagten, One Flew Over the Cuckoo’s Nest og Casper & Mandrilaftalen bliver rystet sammen i en julegløgg af sort humor - så har du Anstalten. Serien udspiller sig på den fiktive lukkede anstalt Lykkebo, hvor både patienter og personale er mindst lige så dysfunktionelle som hinanden, og hvor den mentale sikkerhed ikke er meget mere robust end et stykke knækbrød. Resultatet er en satirisk komedie, der leger med klichéer om psykiatri, autoriteter og vores egne små julehjerter af vanvid.

Humoren i Anstalten er både kulsort og skamløst fjollet; den springer mellem absurde one-liners, fysiske gags og uventede rørende øjeblikke, alt sammen leveret med et stænk af social satire. Serien drives frem af fem farverige frontfigurer:

1. Jenny - en karismatisk mordbrænder med svovl i blodet og en krudttønde af et temperament.
2. Ernst - selvdiagnosticeret sociopat, der udfører skumle eksperimenter på både medpatienter og julebag.
3. Miffy - nærmest katatonisk apatiker, hvis tavshed ofte er mere larmende end de andres råben.
4. Leon - en skizofren musikant, som hører flere stemmer end der er klokker i december.
5. Forstanderinde Sonja - Lykkebos distræte leder; hun prøver at holde styr på anstalten, men glemmer tit hvor hun lagde både nøglekort og dømmekraft.

Sammen skaber de et lille, lukket julemikrokosmos, hvor regler bøjes, medicin forputtes i risengrød, og hverdagens normer sendes til tælling. Det er præcis den slags serie, man sætter på, når julefreden bliver lidt for fredelig, og man trænger til at grine ad galskaben - både den på skærmen og den i sig selv.

Lykkebo ville ikke være nær så (u)hyggelig uden sit fem-kløvere af fastansatte beboere og personale. De optræder alle i samtlige 6 episoder og er tonalt ansvarlige for seriens rablende, men præcise satire over institutionslivet.

Fun fact: At Linda P. jonglerer to hovedroller på én gang, giver produktionen et festivalagtigt feel, hvorpublikum kan gætte, hvilken af hendes personligheder der dukker op næste gang - og hvor hurtigt hun igen springertil den anden.

Udover de faste beboere er Lykkebo befolket af et farverigt persongalleri, der kigger forbi - nogle kort, andre næsten hele vejen. Disse biroller gør universet mere levende, tilfører uforudsigelige konflikter og fungerer som perfekte afsæt for de hovedpersoners skæve punchlines.

Hvorfor birollerne virker

1. Konfliktforstærkere: Mandarks’ IQ-dueller eller Preben Frohms økonomiske kværulanteri giver de faste beboere nye modstandere at brydes med.
2. Tematiske farveklatter: Oliver illustrerer systemets velmenende naivitet, mens Henning viser, hvor tynd grænsen mellem personale og patient kan være.
3. Komedie-katalysatorer: Éndags-rollerne (Malerne, Arnold) er lynhurtige set-ups til absurde pay-offs, der holder tempoet højt i 25-minutters-formatet.
4. Verden udenfor: Ernsts mor og Frohm afslører, at Lykkebo ikke eksisterer i et vakuum, men er afhængig af familie, myndigheder og et samfund, der helst vil glemme dem.

Resultatet er et persongalleri, der føles større end de seks korte afsnit,og som placerer Anstalten solidt i traditionen for dansk institutions-satire:jo flere skøre typer, desto mere genkendelig - og morsom - bliver galskaben.

Det korte format - Perfekt til binge-julehygge

Med kun seks episoder à små 25 minutter er Anstalten et koncentreret skud absurd humor, der kan sluges på en enkelt aften eller doseres som krydderi mellem julefilmene. Den stramme længde giver serien en punchy rytme, hvor hver eneste scene skal levere grin, groteskhed eller begge dele - helt i Zulus ånd for tempofyldt ungdoms­komik.

Ensemblet - Dansk komedie a-hold

• Linda P. i dobbeltrollen som både den pyromane Jenny og den apatiske Miffy viser seriens kærlighed til vilde karakterskift og karikaturer.
• Mick Øgendahl (skizofrene Leon) og Rasmus Bjerg (sociopaten Ernst) leverer fysisk komik side om side med verbale punchlines.
• Hella Joof som den distræte forstanderinde Sonja holder - eller rettere: prøver at holde - styr på galehuset.
• Mange af Danmarks mest elskede birolle-specialister popper op for at sætte ekstra krydderi på udvalgte episoder - fra Christian Mosbæk som intrigemageren Mandarks (5 afsnit) til Troels Lyby som frikirke-entusiasten Arnold (1 afsnit).

Kontraster, cameoer og skæve figurer

Humoren henter kraft i de skarpe modsætninger mellem beboerne: apatisk versus eksplosiv, hyperintelligent versus håbløst distræt. Flere karakterer er kun med i ganske få episoder, hvilket giver en konstant følelse af uforudsigelighed - man ved aldrig, hvem der vælter ind ad celledøren næste gang. Det gør serien til et festfyrværkeri af små, mindeværdige øjeblikke frem for én lang, lineær fortælling.

For hvem?

Anstalten er skabt til seere, der elsker absurd institutionssatire i stil med britiske «The IT Crowd» eller norske «Dag», og som ikke er bange for at grine ad det tabubelagte. Serien rammer især plet hos:

1. Fans af de medvirkende komikere, der vil se dem slippe alle hæmninger.
2. Seere med smag for mørk, karikeret humor - perfekt som kontrast til juleidyllen.
3. Binge-entusiaster, der sætter pris på et kort, afsluttet serieprojekt, man kan krydse af på én aften.

På trods af sin korte levetid har Anstalten derfor fået kultstatus blandt dem, der holder af det skæve, det syrede - og det satirisk julegrin, der sidder længe i kroppen.